Kundeservice Find butikker Nyhedsbrev Gavekort Ønskeseddel ( )
Varen er føjet til din ønskeseddel

The fashion world's workshop


I sommer rejste Gina Tricots Marcus Bergman til Dhaka for at interviewe syersker i deres hjemmemiljø – udsendt af bladet Damernas Värld. Her er hans reportage.

36-årige Morium arbejder på et strikkeri med det, som på fagsprog kaldes grov strik. Almindelige trøjer, ganske enkelt, af bomuld, men oftest af akryl eller blandingsmateriale. Maskinen er i princippet identisk med opfinderne Matthew Townsends og William Lambs klassiske konstruktioner fra midten af 1800-tallet. En lige nåleseng med kroge skaber masker i garnet, når operatøren trækker en slæde frem og tilbage. De samme maskiner, som de hjemmestrikkende kvinder i Borås-området opstillede i køkkenet og strikkede sig til en indkomst på. Kvindernes fremstilling af tekstilvarer skabte en svensk tekstilindustri og efterfølgende den svenske modebranche.

Kvinderne i Borås-området opstillede strikkemaskinen i køkkenet – i Bangladesh står maskinen på fabrikken. Morium fortæller om den lange og tidskrævende tur til arbejde. Trafikken og menneskerne gør, at det tager flere timer at komme på arbejde. Samtidigt er fabrikken et fristed – her er der renere og køligere end derhjemme, og der er rindende vand og toiletter. En beskyttet verden, selvom en del fabrikker stadig føles som Dickens-miljøer fra 1800-tallet.

Et stort problem er såkaldt teasing, et udbredt fænomen, hvor kvinder på vej til og fra arbejde udsættes for sexchikane. Man bliver forfulgt, mishandlet og i værste fald voldtaget. Det undskyldes med kulturelle forhold. Visse fabrikker har forsøgt at indføre deres egne buslinjer, men mændene kaprer dem.

Den konstante udbedring af ødelagte masker har ødelagt Moriums syn. Hun er nødt til at sidde tæt på garnet for at opdage fejl i strikningen, og øjnene anstrenges hurtigt. Hun tror, at hendes syn kommer til at blive så dårligt, at hun ikke kan fortsætte på strikkeriet. Hun må forsøge at finde et andet job – hun har ingen planer om at bruge penge på en synsundersøgelse og briller. Ikke nu, hvor børnene har fået mulighed for at starte i skole.
– Nej, selv hvis jeg havde haft råd til at få undersøgt mine øjne og købe briller, havde jeg ikke gjort det. Alle de penge, jeg tjener, går til mine børns uddannelse.
Moriums hjem består af ét rum. En hylde, en smal briks, en dobbeltseng. Det er alt. Gulvet er stampet af en blanding af jord og cement, og væggene og taget er lavet af bølgeblik og siv. Der strømmer lys ind fra et lille vindue ud mod gaden, uden glas, men med myggenet, og fra små huller i blikket. Det ser ud, som om nogen har beskudt huset med maskingevær, men det skyldes, at det er brugt bølgeblik, som er blevet genbrugt igen og igen.

En dreng, som ser ud til at være fire år gammel, kryber hen til sin mor, sulten. Han tigger sig til en pose med majsbrød. Det er lige i starten af monsunsæsonen og bagende varmt. Fugten hænger i luften.

Byen ligger lige ved floden, og i den vasker man tøj og sig selv. Floden er nødvendig, men samtidig en konstant trussel. Strandkanten er en stejl skråning i dynd, og de yderste huse i byen ligger helt ned til den, helt uden noget egentligt fundament. En stor del af landet består af et floddelta, og her i et af verdens største urbane slumområder må de fattigste leve med konstante oversvømmelser.

Moriums datter er iklædt en gul kjole med perler, som har læg foran. Hun ser ud, som piger plejer at se ud ved den slags særlige lejligheder: stolt. Jeg møder hende på forskolen, en af 150 forskoler, som Gina Tricot har givet FN-organet Unicef mulighed for at bygge og drive med penge, der tjenes på tekstilproduktionen i Bangladesh. Der investeres 20 millioner kroner i en periode på seks år.
Moriums historie er identisk med millioner af syerskers historier, en generation af kvinder, der har taget skridtet fra et kontrolleret liv i hjemmet til friheden med at tjene deres egne penge. Samtidig er kvinder i Bangladesh underligt usynlige, hvilket er særligt besynderligt, når man tænker på, at premierministeren, Sheikh Hasina, er en kvinde. Kvinderne her fremstår som en anonym masse, og diskriminering er et gennemgående træk.

Kvinden anses for eksempel for at være uren, når hun har menstruation. Mange kvinder har ikke råd til at købe bind, og i mangel af bedre indsamler de stofaffald fra fabriksgulvet – klude, som de i al hemmelighed tager med sig hjem. Kludene vaskes ikke, eftersom mange ikke har rindende vand derhjemme, og de må ikke ses, men gemmes væk i skabe. Derfor forårsager de infektioner og andre sygdomme. Et kulturelt, økonomisk og sundhedsmæssigt problem mødes dermed i menstruationsproblemstillingen. En metode til at løse nogle af problemerne er at forsøge at udbrede den såkaldte menstruationskop, som har en fordelagtig pris, ikke kræver ret meget vand at vaske, holder i mange år og er egnet til klimaet, men dette projekts udfald fremstår endnu uklart.
Ligesom Morium er mange af syerskerne i Bangladesh familieforsørgere.
– Min mand kører cykeltaxi sommetider, og sommetider sælger han brænde, fortæller Morium, og man aner den paradoksale blanding af sorg og stolthed, som mange i lignende situationer ofte føler.
En mand uden uddannelse. En kvinde med fagkendskab, stolthed over sit arbejde og en fuldstændig altopslugende iver efter at sende sine børn godt på vej.

Men det sker for små midler. Morium tjener et beløb svarende til 450 svenske kroner om måneden.
Syerskerne i Bangladesh er den første generation af erhvervsarbejdende kvinder. De tjener penge, og de sparer sammen til den næste generation. De svenske modevirksomheder køber tøj fra Bangladesh, fordi det er billigt og godt og leveres hurtigt. Bagsiden er snyderiet og risiciene på de dårlige fabrikker. Arbejdet hen imod sikre fabrikker kræver internationalt samarbejde og forpligtelser. Men kan man nå at forhindre den næste ildebrand, den næste katastrofe?

Velgørenhedsorganisationerne har været til stede i Bangladesh stort set lige siden, landet blev grundlagt i 1971. Ikke uden resultat. Den økonomiske udvikling i Bangladesh har kombineret med de internationale velgørenhedsorganisationers arbejde ændret det bangladeshiske samfund i løbet af kort tid. I et foredrag, som har fået masser af opmærksomhed og deles flittigt på nettet, kalder Hans Rosling, professor i international sundhed ved svenske Karolinska Institutet, Bangladesh "et mirakel" og henviser til de færre børnefødsler og den reducerede børnedødelighed. Bangladesh er et af seks lande i verden, som har halveret børnedødeligheden siden 1990. Det er en bemærkelsesværdig fremgang.

Men Bangladesh er et paradoks. Et eventyr med økonomisk fremgang de sidste 30 år, men samtidig et land, hvor næsten halvdelen af befolkningen stadig lever under fattigdomsgrænsen på én dollar om dagen. Indtægterne er store, men fordelingen er stadig mildest talt ujævn.
På Unicefs lokale kontor i Dhaka bekræfter Syeda Shima Islam det, som kan læses ud af statistikken, der ligger i en nydelig mappe på det blankpolerede, mørke træbord, som ligesom den øvrige indretning fremstår som et stykke oppe i årene.
– Man kan sige, at et barn er mere værd end en kvinde her i Bangladesh. Et barn kan jo være en dreng. Det handler om penge og forsørgelse. En kvinde er en belastning, og derfor satses der ikke lige så meget på kvinden som på barnet, siger Syeda Shima Islam. Der er også tradition for ikke at klage, når man har det dårligt. Man har lært ikke at være til besvær under graviditeten og ikke tale om tingene. Sådan gjorde mor og moster, og sådan gør man selv.

36-årige Rashima står uden for familiens hus omgivet af sin familie – mand, fire børn og hendes egen mor. Sammen bor de i to blikskure i en lille baggård. Trætoppene vejer over gården, som omgives af bølgeblik på alle sider.
– Min mand var buschauffør, men en dag blev han stoppet af politiet. Det viste sig, at hans kørekort var falsk. Han var blevet snydt af manden, han købte det af. Selv syr jeg lynlåse i bukser på en syfabrik, siger Rashima.

Midt i gården ligger der sten i en cirkel. De danner ildstedet, som sammen med en gryde udgør køkkenet. Hver aften, når hun er kommet hjem fra arbejde, laver Rashima mad til familien. Maden består altid af ris og måske kartofler eller linser. Sommetider får de fisk fra floden.
Rashima har været heldig. Hendes mor ejer de huse, de bor i, hvilket giver tryghed. Hun er tydeligt stolt af datteren, som går i forskolen, og den 14-årige søn Juthi, som har klaret sig gennem skolesystemet.
Jeg fortæller om min egen 4-årige søn, som har så følsomme hænder, og som elsker at bygge ting.
– Jeg drømmer om, at han bliver urmager, siger jeg.
– Det er ikke noget godt job, siger Rashima og smiler. Min søn skal blive bankdirektør.

Artiklen blev oprindeligt udgivet i det svenske blad Damernas Värld, nr. 12, 2013. Dette er en forkortet version.